Personlig træner uddannelse

Vores fund viser, at de personlige trænere må påtage sig forskellige roller og har brug for mange kompetencer for at håndtere det hele menneske. Derfor kan det overvejes, om uddannelserne i Danmark skal opdateres ift. de traditionelle funktioner, som en personlig træner forbindes med. Som ita-lesat i forrige afsnit, benytter mange af de personlige bevidst eller ubevidst coaching til at håndtere klienternes forskellige udfordringer og behov, hvorved det kan overvejes om coaching bør spille en større rolle på uddannelserne. Personlig træner pris kan varier meget, alt efter hvem personen er.

Som nævnt i indledningen, er der erhvervsuddannelser samt private uddannelsesudbydere. Herunder er de største private udbydere i Danmark primært Fitness Institute og At Work. Disse fitnessudbydere er godkendt af Europe Active, hvilket betyder at de lever op til internationale standarder, hvor man først uddanner sig til fitness instruktør og dernæst personlig træner (Nedergaard, 2016). Indholds mæssigt er der ingen af disse to private uddannelsesudbydere, som beskriver coaching som en del af deres indholdsplan (Fitness Institute, 2016; At Work, 2016). Derimod er fokus primært på de fysiske træningsparametre, herunder eksempelvis træningsplanlægning, testning og styrketræning m.v. Det samme viser sig gældende hos den statsgodkendte erhvervsuddannelse (Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, 2015). Her nævnes coaching heller ikke som en del af bekendtgørelsen på det etårige hovedforløb som fitnessinstruktør. Igen er det de naturvidenskabelig fag, som er frem-trædende i beskrivelsen (ibid.). Dette viser, at eksempelvis coaching ikke bliver prioriteret hos de primære uddannelsesudbydere, til trods for, at det ifølge dette speciale er et redskab, der benyttes bevidst eller ubevidst af de personlige trænere, for at tage hånd om klienternes forskellige udfordrin-ger og behov. På den anden side findes der specifikke coaching uddannelser, hvilket kan være årsagen til, at det ikke implementeres som en større del af indholdet på de personlige træner uddannelser. Denne undersøge viser, at eksempelvis coaching bruges i større grad end uddannelserne tilsyneladende på deres hjemmesider tilkendegiver, at de har implementeret i uddannelsen. Dette er dog problematisk, hvis de personlige trænere ikke uddannes i disse tilgange på uddannelsen, når de personlige trænere, ifølge denne undersøgelse, håndterer klienternes udfordringer og behov ved bevidst eller ubevidst at benytte coaching. Når uddannelsen ikke implementerer coaching, bliver de personlige trænere selv nød til at eksperimentere med det med klienterne. Uddannelserne og længden af disse kan derfor ses som en barriere for, hvorvidt de kommende personlige trænere er klædt på til at hånd-tere klienternes forskellige udfordringer og behov.

De personlige trænere oplever frustration over de forskellige uddannelsestyper, som i sidste ende har samme titel. Ifølge deltagerne indikerer deres italesættelser et ønske om standardiseringer på marke-det, for at det eksempelvist er gennemskueligt at kende forskellen på en veluddannet og ikke velud-dannet personlig træner. Indledningsvist blev det anskueliggjort, at erfaring og selvlært ikke er lig med videnskompetencer (Nalbone, Coburn, & Berger, 2002). Dette betyder at den gråzone som per-sonlige trænere befinder sig i, bør undersøges nærmere. De personlige trænere oplever en usikkerhed omkring, hvad de må og kan vejlede i. Dette er problematisk, såfremt uddannede personlige trænere ikke er bevidste om, hvad de kan og må ift. deres profession. Det kan skyldes, at uddannelserne ikke beskæftiger sig med disse områder. På længere sigt, kan det derfor være fordelagtigt at undersøge, hvorvidt uddannelserne i Danmark uddanner personlige trænere med de kompetencer, som branchen og klienterne forventer at de besidder. Denne fortælling af specialet har vist, at præmissen for at være personlig træner er kompliceret og stiller umiddelbart større krav end de timer, samt det indhold, der umiddelbart er på nuværende private og erhvervsfaglige uddannelser.

Ligeså indikerer fundene i dette speciale, at det kan være nødvendigt at diskutere titlen som personlig træner ift., om det bør være en beskyttet titel, ligesom eksempelvis psykologers profession. De personlige trænere har et ansvar overfor klienterne og skal ligesom psykologer, være i stand til at bearbejde de problemstillinger, som klienten kommer med. Ifølge specialet, kan dette være svært i starten for de personlige trænere og de oplever at tage klienternes oplevelser med sig hjem efter arbejdet. Ifølge American College of Sports Medicine (ACSM) har nogle stater i USA forsøgt at få personlig træning autoriseret, men endnu uden held (Thompsen, 2016). En standardisering og autorisation bør bestræbe sig på at give de personlige trænere en bedre beskyttelse og imødekomme det ansvar, som personlige trænere påtager sig, når de arbejder med mennesker. En standardisering kan være til gavn for både klienter og personlige trænere, da de derved bliver bedre bevidstgjorte om professionen, samt hvad de kan og må vejlede i.